Mere klima i klasseværelset

VILLUM FONDEN åbner ny pulje, der skal give et boost til klimaundervisning i grundskoler og ungdomsuddannelser. Uddannelsesinstitutioner, foreninger og organisationer kan søge puljen til at udvikle og afprøve forløb, der kan inspirere andre skoler og undervisere.

70i30

Opslaget om klimaundervisning er et initiativ under VELUX Fondenes klimaprojekt '70i30'. Med en jubilæumsbevilling på i alt 320 millioner kroner støtter VILLUM FONDEN, VELUX FONDEN og KR Foundation en række sammenhængende klimainitiativer inden for hhv. viden og kommunikation, folkeligt engagement og uddannelse.

Se opslaget: Klimaundervisning

Læs mere om 70i30-initiativerne på KR Foundations hjemmeside

Drivhuseffekt, tipping points, klimaretfærdighed. Begreberne er mange, og klimaudfordringerne store. God klimaundervisning bliver efterspurgt af både børn, unge og undervisere.

VILLUM FONDEN åbner nu som led i VELUX Fondenes klimaprojekt '70i30' en ny pulje til klimaundervisning. Puljen skal understøtte den udvikling, der allerede er i gang mange steder:

”Målet er at klæde børn og unge godt på til fremtiden og engagere dem i de klimaløsninger, de skal være med til at finde. Med puljen ønsker vi at fremme god og motiverende klimaundervisning i grundskolen og på ungdomsuddannelserne – ikke kun inden for naturvidenskab men på tværs,” siger programchef Agi Csonka fra VILLUM FONDENs uddelingsområde for børn, unge og science.

Act now på tværs af fag

Puljen er på 30 millioner kr. og støtter nye tværfaglige klimaundervisningsforløb, der rummer naturfaglige, samfundsfaglige og humanistiske elementer. Forløbene skal:

  • Styrke børn og unges viden, engagement og handlekompetence på klimaområdet
  • Øge børn og unges forståelse for samspillet mellem natur, teknologi og menneske
  • Engagere børn og unge i konkrete løsninger
  • Styrke læreres kompetencer

Der bliver afholdt virtuelle informationsmøder for potentielle ansøgere.  Ansøgningsfristen er den 1. november 2021 kl. 12.00.

Læs mere:

 Opslag: Klimaundervisning

 

Kontakt:
Anna Høxbro Bak
Kommunikationsrådgiver, VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN
Phone: 
+45 22 64 03 55